Goblin looding truck

Når der skal samles krigsbytte fra de evige stammekrige, eller rov fra et plyndringstogt, er det praktisk med en lastvogn med lad. En enkelt goblin kan på den måde transportere mere materiel end otte trolde med trækvogne. På ladet af denne lastvogn ser man et udvalg af goblin skatte: Afhuggede menneskelemmer til sejrsgryden, flaskegas, sværd, automatvåben og en masse militært udstyr til livet i felten.

Lastbilen er bygget over en Scalextric truck. Modsat Flys trucks er de desværre ikke i 1:32 men nok snarere 1:40. Anhængeren er fra en billig plastic lastvogn fra BR, som passer fint i størrelsen.

Der er gjort meget ud af udstyret og lyset. Det militære isenkram og menneskedelene er Airfix 1:35 samlesæt. Udover det almindelige kørelys (2 stk 60 MW forlygter og lysdiode baglygter), er der fire små gule dioder på taget og 3 orange dioder ned langs siden af anhængeren. Den ser pragtfuld ud ved natkørsel.

Lastvognen er meget livlig at køre med, og anhængeren kommer nemt til at svinge fra side til side. Kører man for langsomt i inderbanen i et skarpt sving, ryger den af sporet og bliver trukket skævt.

Den er som nævnt desværre mindre og hidsigere end turistbussen og Fly lastvognene, og kører bedst mod sin hvide søstervogn.

Længde: 26 cm
Bredde: 6,2 cm
Højde: 7 cm
Vægt: 218 gram